DIY - løs linning

Jeg har i laaang tid lovet at få lavet en DIY på hvordan jeg syr løs linning på bukser. Og ja så fik jeg taget billeder undervejs, da jeg syede Alfreds fødselsdagsbukser og projektet har igen ligget stille. Men nu må jeg hellere få skrevet det ned, så dem der mangler en nem måde at udføre løs linning på kan få syn for sagen. Eller jeg synes i hvert fald det er nemt på denne måde, samt at det giver en flot finish.

Først har jeg syet et par bukser med div lommer, bæltestropper mm som jeg synes de skal være. Og så river jeg en strimmel stof på 9 cm bredde - det passer til en bukseelastik på 2,5 cm. Du skal tilpasse strimlens bredde til den type bukseelastik du anvender. Strimmelen skal være rigeligt lang i forhold til livvidden på bukserne.


Nu skal strimlen syes på bukserne. Jeg starter midt bag på bukserne og syr direkte med overlockeren. Strimlen skal være et par cm for lang i forhold til startpunktet, forklaring hvorfor kommer. Jeg starter ved bæltestroppen. Det kan sagtens syes på alm. symaskine, syningen ses ikke. Husk at stoffets luv retning er ens på strimlen og bukserne, hvis du syr i fløjl som mit eksempel her.

 
Lige før jeg kommer til midt bagpå igen, syr jeg ud af stoffet - så syningen er et par cm fra bæltestroppen midt bag.
 
 
Så folder jeg stoffet så jeg finder strimlens midt bag punkt, og her syr jeg en stikning med symaskinen. Denne stikning er nu midt under bæltestroppen og passer med buksernes midt bag syning.
 
 
Så klipper jeg det overskydende stof af strimlen. Og nu foldes stoffet så det vender samme vej som syningen på bukserne.
 
 
Og jeg syr nu en stikning med symaskinen og dernæst med overlockeren.



Her ses det at syningen ligger midt bag, lige under bæltestroppen. Jeg har desuden lige overlocket trevlekanten på linningsstrimlen.


Så skal strygejernet på arbejde. Det gør det så meget nemmere at få en flot linning, hvis strygejernet har presset det hele fint på plads før den resterende syningen påbegyndes. Jeg starter med at presse linnings-syningen opad. Altså indeni bukserne, og så opad ind i linningen.


Så presser jeg linningens overlockede kant indad/nedad. Det passer lige med overlock-syningens bredde, når den færdige linningsbredde skal passe til 2,5 cm bukseelastik. Husk at tilpasse linnings-strimlens bredde, efter den elastik du anvender.


Til sidst presser jeg linningen på midten, så kanten flugter med den påsatte linnings syning. På denne måde bliver alle syningerne skjult, og det ser så pænt ud indeni bukserne.


Nu ser bukserne sådan her ud, set fra vrangsiden.


Bukserne vendes nu om på retsiden og stikkes et par mm fra linningens kant. Linningen styres med fingrene på bagsiden, så den er lige præcis under syningen. Det kan være lidt svært de første par gange, men så sidder det nærmest i fingerspidserne derefter.



Jeg syr hele vejen rundt og lader 3 cm stå åbent bagtil.


Så trækker jeg elastik i linningen


Jeg trækker altid elastik i direkte fra rullen, for elastikken opfører sig mere eller mindre elastisk alt efter hvilken type stof det kombineres med. Min erfaring er f.eks at der skal kortere elastik i et par deminbukser, end der skal i et par fløjlsbukser. Så derfor tilpasser jeg altid elastikken efter det aktuelle par bukser.


Når elastikken har den rette længde, lader jeg den overlappe og syr  den sammen med lidt zigzag sting.


Nu trækkes elastikken på plads indeni i linningen og jeg lukker hullet af. Jeg syr også et størrelsesmærke i hullet samtidig med. Så stikker jeg elastikken fast midt i linningen med alm ligeudsting på stinglængde 4-5 mm, så den ikke kan tviste rundt. Og til sidst syr jeg bæltestropperne fast foroven på linningen.


Og så er linningen færdig - voila !

 
Sig til hvis der er noget som ikke er beskrevet forståeligt, så skal jeg forsøge at forklare nærmere. God fornøjelse.
 
 

Bookmark the permalink. RSS feed for this post.

Leave a Reply

Leveret af Blogger.

Søg

Swedish Greys - a WordPress theme from Nordic Themepark. Converted by LiteThemes.com.