December opdatering...

En del af hvad jeg har nået at sy her i december måned er af gode grunde endnu ikke blevet vist frem, da det var julegaver. Men nu er de givet væk og jeg kan vise mine kære blog læsere hvad jeg har fået lavet.

Almas bedste ven Benjamin blev fejret i børnehaven lige inden jul - og hun havde derfor denne dimse-dims med til ham. Et halvstort penalhus/biletui eller hvad han nu finder på at putte deri. Og da han er vild med Batman blev det selvfølgelig syet i sort/gul med flagermustegnet på. Og han blev rigtig glad.


Og så er der julegaverne....

Min lille nevø på knap 2 måneder blev begavet med hjemmesyede ting. En body med seje biler og stjerner inkl bløde velourbukser - i str 62. Begge dele rammet ind i gule ribkanter.


En stak spisesmækker, til når han bliver en lille grød-smaskende fyr. Fantastisk hvad man kan få ud af sine skråbåndsrester og små køkkenhåndklæder fra Ikea.


En lille lækker frø-heldragt str 56 - til at tage på med det samme. For hvem ved ikke godt at de små størrelser næsten kun får ting de skal vente med at tage i brug? Og jeg synes han skulle have noget som kunne bruges med det samme.


En abeskøn elefanthue blev det også til. Hjemmebiksede lidt på det gratis mønster fra Ottobres hjemmeside klik klik, for tegnede lidt om på kanten, så der kom en bue ved skulderen. Er spændt på hvordan den passer. Skal have syet til mine egne unger også da de faktisk mangler.


2 undertrøjebodyer str 56 og 3 undertrøjebodyer i str 62 blev det også til. Jeg synes jo selv de er helt uundværelige de ærmeløse bodyer. Og så er de ok hurtigt syet, når nu maskinparken er klar.




Og så blev det faktisk også til en hjemmesyet gave til min mand. Har aldrig rigtig syet noget til ham før, men nu skulle det være. Han fik sig en mulepose med sit logo på (hjemmetegnet og plottet ud i strygestof) og med lækre retro-kamerastof som foer. Synes faktisk den blev rigtig god - og så slipper han fremover for at slæbe rundt på kalender mm i en tilfældig plasticpose fra et supermarked.


Og så har vi jo lavet lidt konfekt i køkkenet i løbet af december. Og da jeg i Søstrene Grene faldt over de skønneste viskestykker, kunne jeg straks se at de kunne laves om til forklæder til ungerne. Og jeg gjorde det ikke nemt for mig selv, ved at bruge de afklippede hjørjer til at lave løbegange ud af, som snorene kunne trækkes i. Men 3 viskestykker blev syet om til forklæder til poderne.



Alma og Alfred var SÅ dygtige til at hjælpe og nød at være med i køkkenet. Og de smarte forklæder var et stort hit! Må have syet nogen til hverdagsbrug, og så have dem til at hjælpe noget mere til.

Det var lige en hurtig opdatering på december måned. Vi har haft en travl måned - sikkert som så mange andre. Og har nydt at ungerne og vi selv har kunnet hygge de sidste 3 dage. Først med juleaften herhjemme, og dernæst med at hygge med deres gaver og gå en skøn tur i skoven..

Bookmark the permalink. RSS feed for this post.

Leave a Reply

Leveret af Blogger.

Søg

Swedish Greys - a WordPress theme from Nordic Themepark. Converted by LiteThemes.com.