Archive for juni 2013

krea på stjernevej

Min fredag aften blev tilbragt i sykælderen på Stjernevej i Majbritts super gode selskab og med snurrende symaskiner og rigeligt af pepsi max. Og vi hyggede os og syede samtidig løs. Vi havde aftalt at lave en sew along efter samme mønster - nemlig et lækkert knickers mønster fra ottobre 3/2013.

Undervejs fik jeg syet lidt forkert sammen og slap ikke for at sprætte op - men det kan jo smutte når man snakker mere end man syr hmmm - ups. Men det er vist bare sådan det er når man hygger sig.

Det er dog lykkedes af få de lækreste knickers syet til Alfred i skøn ensfarvet poplin fra stof2000 og en stump rib fornemt leveret til døren idag. Jeg er noget spændt på hvordan det tynde bomuldsstof klarer sig i brug, men det måtte testes. Der er snydegyld, bæltestropper og baglommer med klap og knapper og det hele. Og Alfred har godkendt dem og jublede over lommerne med det samme <3



Desværre har han ikke de længste ben i verden - så knickersne er endt med at have den der længde hvor de ser ud som om det er for lange shorts eller bukser der er for korte. Super ærgerligt.

Men et er helt sikkert. Jeg GLÆDER mig rigtig meget til næste gang jeg skal være krea på Stjernevej

Leave a comment

ufo'er til guldpigen

Jeg forsøger indimellem af få bugt med mine ufo'er (ufærdige objekter), som sommetider ender i en bunke, i bunden af en pose, bag skabet, ovenpå radiatoren osv osv. Det er underligt som projekter kan forputte sig, blive væk, lagt i skammekrogen og glemt - eller slet og ret blive uaktuelle!

Igår fandt jeg i bunden af min pose med ribstrimler 3 toppe, som har ligget klippet siden januar måned. Jeg huske dem tydeligt! Men havde ikke regnet med at finde dem i den pose. Da der alligevel var rød tråd og rib på coverlockeren, kunne jeg jo lige suse 2 af dem igennem maskinerne med det samme. Mønstret er fra ottobre 1/2013 str 104. Jeg synes nu de minder mere om str 110.



Og Alma syntes vist de var fine, da hun lige vimsede rundt i den ene - og samtidig stolt skulle vise sin guldmedalje frem fra det børnehave OL de havde i tirsdags. Den medalje er bare det bedste hun har fået lææænge!! Og skal gerne følge hende overalt hvor hun går, står, sover og spiser.



Og det er helt sikkert - jeg skal have syet den sidste af de ufo toppe som jeg fandt og mange flere. For de er SÅ hurtige at få igennem maskinerne og sidder rigtig fint.


Leave a comment

pixibogs etui

Jeg faldt over denne skønne blog - hvor der var vist hvordan man ganske enkelt kan lave et lille etui til pixibøger, lige til at snuppe med i bilen, på togturen eller lignende nu ferietiden er over os. Eller som en sød lille ekstra gave til en kommende storesøskende, en børnehaveveninde osv. Så har klippet 3 stk, et til hver af poderne, og fået syet det ene. Det er bare super enkelt at lave.


Etuiet kan også laves med et lille bånd med velcro på, hvis man ikke lige er til en knap og elastik løsningen.

Jeg glæder mig til at få syet de næste par stykker - og sikkert endnu flere til div smågaver. Og få indkøbt pixibøger som modtageren synes er spændende.

3 Comments

blåt velvære

Villads er en varm lille dreng - og derfor er det ikke altid lige nemt at finde ud af hvor meget tøj han egentlig skal have på. Så idag har jeg lige syet et par undertrøjebodyer i str 80 til ham, efter mit eget mønster. Så håber jeg det bliver lidt nemmere at finde den rette tøjkombination til ham. Men det danske sommervejr veksler jo meget - såe det kan jo nok stadig være svært.


En af dagene skal jeg også have tegnet mønstret op i str 86, for Villads vokser som ukrudt. Og nu da han har fået dræn i ørerne er der for alvor kommet fut i ham når han kravler afsted, går langs møblerne osv. Så mon ikke det øgede velvære også får ham til at vokse lidt?


Leave a comment

en skøn sommerdag

På Villads 1-års fødselsdag tog vi en tur til stranden. Og det var så dejligt. Vi spiste kagemand og sang fødselsdagssang. Og børnene legede alle 3 i sandet. Byggede sandslotte, samlede muslingeskaller og sten og soppede i vandkanten.


Alma og Alfred fanger vand i vandkanten imens Villads putter sand i en spand - ren råhygge. Efter leg på stranden spiste vi sandwich på et tæppe i græsset og vendte snuden hjemad med 3 børn der havde haft en skøn oplevelse.

Villads var meget træt, og faldt hurtigt i søvn i sit nye sengetøj. Er sikker på han nød sin fødselsdag trods sygdom.



Leave a comment

1 års smuksakken

Idag er det Villads' fødselsdag - hurra hurra hurra. Og han nyder sit nye autohus i fred og ro, imens de store er i institution. Og lige straks henter vi dem og taget et smut ud i det blå med kagemand og sandwich. Så håber jeg det hjælper lidt på den lille syge mus.


2 Comments

Jens Hansen havde en bondegård

Lirum lirum laj...
Og der var en grise, geder, får, køer mm...

Et lækkert sæt juniorsengetøj er sust igennem maskinerne, så mindstemusen kan få det at putte i. Han får det i fødselsdagsgave imorgen og jeg glæder mig rigtig meget til at putte ham i det imorgen aften. Synes stoffet er så fint og farverigt, lige til at blive glad i låget af.. Er glad for at en kreakusine ville sælge det til mig.



Og så skal I da lige se Villads i sin sommerdragt. Det ser på billedet ud som om det er lidt for lange ben, men når han sidder ned så passer det med lige under knæet.



Nu glæder jeg mig bare til Villads' vågner imorgen og fylder 1 år. Synes det er vildt han allerede er så stor. Men desværre ar han kæmpet med mellemørebetændelse siden i tirsdags, og krydret det med en 3-dages feber og dertilhørende forfærdeligt udslæt overalt! Så hvor frisk han er imorgen må tiden vise. Håber han trods sygdom kan nyde sin store dag <3

2 Comments

ugler på stribe

Villads er pt. i en fase hvor alt smides ud af barnevognen når vi går tur, væk fra autostolen når vi kører bil og ikke lige kan nå sutten til ham igen osv osv. Så jeg har bestilt siliconeringe hjem fra siden www.egnedesign.dk. og skal have lavet nogle suttesnore, som kan holde styr på de nye sutter han har fået, hvor der ikke er ring i.



Og jeg måtte bare prøve om det kunne lade sig gøre at lave mange små ugler og pynte en suttesnor med. Som så også lige matcher hans fødseldagstøj.



Og ja ja uglerne er der da, men de sidder langt fra perfekt og jeg må indse at jeg nok har nået smertegrænsen for hvor småt det kan lade sig gøre at lave noget i strygestof, og stadig holde fingrene fri for brændmærker fra strygejernet. Men synes nu eksperimentet var sjovt nok alligevel.

Og jeg drømmer virkelig om at få en pincet som er vildt spids, til at sidde og pille det overskydende strygestof af figurerne med. Det bliver nemmere når figurene er så små som disse.

Leave a comment

svæve på en gul sky?

Så har jeg fået syet lidt fødselsdagsgaver til Villads - af den ganske sommerlige slags. 3 t-shirts str 80 efter ottobre 3/2012 og en sommerdragt str 86, hvor jeg har forkortet heldragten fra ottobre 1/2013. Desværre er det gule skystof fyldt med fabrikationsfejl, så de ting bliver kun til hjemmebrug. Lidt æv. 


Der ligger stadig projekter klar ved symaskinerne, men jeg har jo mange gøremål, så kan ikke sidde ved maskinerne hele tiden, selvom det er super hyggeligt og afslappende. Der skal også lige flere projekter igennem til Villads' fødselsdag, men må jo nå det jeg når.

Leave a comment

ugle kasket

Så fik Villads prøvet kasketten på - og den fungerede overhovedet ikke uden kanten. Så den blev sprættet op, kanten tilføjet og er nu gjort færdig. Og så kunne jeg ikke dy mig for lige at lave en lille bitte strygestof-ugle og sætte på skyggen, bare som en lille ekstra detalje for sjov. Elsker at min plotter som kan lave så små bitte fine ting. Og så er det bare at holde tungen lige i munden og passe på med ikke at brænde fingrene på strygejernet når det skal stryges på.


Men nu er fødselsdagstøjet klar til at fødselaren fylder 1 år <3

Leave a comment

retro biler og neon ugler

Symaskinerne har bestemt ikke stået stille de seneste dage. Har nemlig fået syet 2 par lækre knickers til drengene, som de skal have på imorgen, når vi skal slappe af i Djurs Sommerland.

Alfreds - som jeg kalder str 92 - er homemades Viktor str 74 med 4 cm ekstra benlængde. Og Villads' - som jeg kalder str 80/86 - er homemades Viktor str 74 uden ændringer. Stoffet med de mange biler er købt i stof2000, og de 2 par fik jeg ud af de 84 cm jeg havde, og der var nærmest intet spild.



Alfreds er syet med mørkeblå stikninger og mørkeblå knapper, Villads' med lyseblå stikninger og lyseblå knapper.



Alfred prøvede lige sine her til eftermiddag, og jeg synes de sidder SÅ godt på ham. Og han var selv ret så vild med alle bilerne og de store lommer.

Og så har jeg næsten færdiggjort Villads' fødselsdagstøj. Det har været undervejs i en 14-dages tid. Har syet en body str 86 efter ottobre 6/2012, hvor jeg selv har kortet ærmerne af. For fik først syet en str 86 efter ottobre 3/2013, som så bare er rigtig stor, og meget bredere end det andet mønster. Rimelig træls at mønstrene varierer SÅ meget i størrelse. Bodyen er pyntet med en ugle i strygestof. Figurens vektor har jeg selv designet i silhouette studio og plottet. Dejligt at få mere gang i min skæreplotter, selvom det bestemt ikke sådan bare er ligetil, men jeg måtte jo blive ved indtil det lykkedes. Og så har jeg syet er par bukser str 86 efter mit eget design. Der er store lækre lommer, som er markeret med neongrøn tittekant, ligesom overgangen mellem mælkedrengestrib og uglerne er markeret med tittekant. Og til sidst ar jeg syet en kasket med mælkedrengestrib udenpå og ugler indeni. Dog er den ikke færdig, da jeg har glemt at sætte kant på den. Så nu ligger den så Villads kan prøve den imorgen. Og kan han bruge den som den er, ja så gider jeg ikke sprætte den op, for den er ret fed uden kanten på. Så skal der bare lige en elastik i nakken af den.





Og så lige til sidst den store body, som selv min tykke lille dreng svømmer i. Men nu kan den ligge og vente til han vokser, og så pynte den med noget fedt når den passer.


Så nu er jeg næsten klar med hans fødselsdagstøj. Så skal der bare ligge syes et par bløde gaver også.

Leave a comment

knickers i militærstil

Efter at have ringet til jobcentret, skrevet div. mails og tjekket op på jobnet, jobindex mm, satte jeg mig her til formiddag og tegnede homemade mønstret Viktor sammen til blot et for og et bagstykke, for at kunne lave et par prøve knickers til Alfred. Tegnede mønstret i str 74, for de mål passer på Alfred - ja og faktisk også Villads. Forlængede shortslængden med 4 cm og tilføjede bare en alm. løs linning af en 8 cm bred stofstrimmel.

Fandt noget blødt militærprintet stof i skabet og suste et par hurtige knickers igennem maskinerne imens Alma og Villads bombede værelset til med legetøj og Alfred sov middagslur.



Da Alfred stod op af sin lur, måtte han lige stå model. De sidder udemærket på ham, buler en smule øverst bagpå ved linningen, så det kan evt. rettes til. Synes længden er fin til ham. Tror faktisk at det originale mønster str 74 vil passe Villads perfekt, evt en smule kortere. Underligt at mønstret er SÅ deform  eller mine børn er det. Alfred er en slank fyr og Villads en tyk prop, og alligevel vil de ende i samme mønster størrelse, bare med forskellig benlængde.

Så nu skal jeg lige have fiflet lidt med mønstret igen, og så skal der vist syes knickers med masser af detaljer, lommer mm til begge drenge.

Leave a comment
Leveret af Blogger.

Søg

Swedish Greys - a WordPress theme from Nordic Themepark. Converted by LiteThemes.com.