Ej må nok indrømme at jeg blev ekstra glad igår, da jeg kunne konstatere at Villads alligevel kan passe den færdige decemberhue. Jeg har hevet, strukket og masseret huen, med det spinkle håb at den måske kunne klemmes på hans hoved. Men sørme om ikke den bare passer perfekt nu.
Og Villads blev nok nærmest lige så glad som sin mor. Han jublede og fortalte til pædagogerne i vuggestuen at den havde mor hæklet og ville ikke have den af igen. Og da han kom hjem efter at farfar havde hentet ham i vuggestuen og han opdagede at farmor var her, skulle hun bestemt også have det at vide. Og min strikkeglade svigermor troede til en start ikke på ham, hvilket jeg tager som jordens største kompliment at mine hækleevner.
Bassen med hue på:
Og da jeg var helt høj af jubel over at huen passede, kom jeg til at starte på flere huer. Fandt noget lækkert bomuldsgarn i min restegarns kasse, og vupti startede jeg på endnu een hue. Jeg er vist tosset, for har SÅ mange projekter igang lige nu - ups.
Og Alma blev noget så fornærmet over at huen ikke passede på hendes hoved, men hun skulle bare vide at jeg er i fuld gang med hendes drømmehue i pink og glimmer. Hækler og hækler, så den snart kan dumpe ned i hendes julesok.
Hvor er den bare fin til ham - og noget mere baggy, end jeg troede de ville være. Absolut et plus :-D
SvarSletVillads er vældig glad for den. Jeg har hæklet den i mellemlængde
SvarSlet