Alma har gået og luret på drengenes julebluser - og undret sig over hvor hendes kjole blev af? For der skal jo selvfølgelig være en lækker julekjole til december måned, som jeg ved jeg ikke kan nå at vaske hurtigt nok.
Og nu er den her - gjort klar til imorgen hvor vi rammer 1. december. Alma skal have bedsteforældre-hygge-klippe-klistre-dag i SFO'en imorgen eftermiddag og glæder sig rigtig rigtig meget. Så derfor måtte kjolen være klar til julehygge - og jeg synes kjolen er lige til at blive glad i låget af. Mønstret er fra jubel bogen, forlænget 10 cm - da jeg ellers synes den er for kort.
Alle ungerne gik idag i seng med den skønne barnlige forventning om at nu kommer julen. Glæden over at imorgen er det endelig 1. dec - og så begynder nisseløjerne. Og sørme om nissen ikke er flyttet ind her til aften, sammen med julesokkerne...
Nu begynder vi så småt at jule herhjemme.. selvom vi endnu ikke har nået at pynte op til jul, så er jeg sikker på vi nok skal nå det.