Kender I det at man nogle gange siger noget til ungerne, bare fordi deres evige plagen fortsætter i en uendelighed? Nå men jeg får i hvert fald nogle gange sagt noget til mine unger, som kan lyde helt ude i hampen. Som tidligere på ugen da Alma igen igen plagede om at måtte få en Nintendo - så hun kan få den med i børnehave, fordi det har alle drengene?! Jeg er af den opfattelse at i børnehaven leger man med de andre børn, slut prut. Og herhjemme deles 3 børn om 1 iPad - jo jo, man kan jo altså ikke have det hele. I hvert fald ikke herhjemme. Nå men under Almas plagen om Nintendoen, kom mit svar prompte: "jeg vil hellere give dig en symaskine og lære dig at sy!".
Den har hun så gået og tænkt lidt over, og hun vil egentligt gerne have en symaskine. Og så må hun jo lære at sy til sig selv. Så i dag hjalp hun mig med at sy en kjole til hende selv, af stof hun selv havde valgt i skabet. Jeg frygtede lidt for hendes og mine fingre, frygtede for mine manglende pædagogiske evner, og troede projektet ville mislykkes. Jovist jeg syede det meste, men Alma var med (det meste af vejen), fandt sytråd frem, trådte på pedalerne, som var stablet op på en kasse og kiggede mig over skulderen.
Og hun er vildt stolt over kjolen som kom ud af vores fælles anstrengelser.
