Bløde bukser skal der til - og nye mønstre skal testes af. Og denne gang var det Almas tur til at få lidt nyt. Hun er blevet træt af stramme jeans og har længe efterspurgt bløde smarte bukser.
Da jeg så fik bladret lidt i Ottobre 4/2015 og faldt over mønster nr 28 - så var jeg ikke i tvivl om at netop de bukser måtte prøves. Hurtigt tegnet af i str 128 og igang. Stoffet er det blødeste syntetiske joggingstof, jeg for flere år siden købte til ingen penge på et outlet. At jeg så havde glemt ALT om at det var syntetisk kom jeg til at bøde for. For skulle lige presse løbegang - og uuuuups!! Så smeltede de væk! Hrmf...
Nå stof havde jeg heldigvis rigeligt af, så klippede hurtigt et par nye, sprættede ribben af de nu smeltede bukser (godt med genopfriskning af opsprætning af overlock syning!) og fik syet dem på de nye bukser.
Og en meget tilfreds Alma fik dem hurtigt på - og nægtede at tage dem af igen. Og de sidder bare super godt. Sådan nogle bukser skal hun bestemt have flere af. En klar anbefaling herfra.